Valutakurs for PLN
Alt du behøver vide om PLN
PLN er den internationale valutakode for polske zloty. Den polske zloty har ikke som sådan et symbol, men i stedet en forkortelse, meget lig danske, svenske og norske kroner. Forkortelsen for polske zloty er ganske enkelt zl. Den polske zloty er udstedt af den polske nationalbank, Narodowy Bank Polski.
- I stedet for et symbol, har den polske zloty forkortelsen zl, og valutakoden er PLN
- Den mindste seddel er 10 zl værd, og den største seddel er 500 zl værd
- Den mindste mønt er 1 zl værd, og den største mønt er 5 zl værd
Foruden zloty havde PLN også en mindre møntenhed kaldet grosz. Efter finanskrisen, som Polen gennemgik i 1980, blev grosz-mønterne dog totalt værdiløse. De sidste grosz-mønter forsvandt fra cirkulation i midten af 1990erne. Der gik 100 grosz på 1 zloty, og den polske grosz havde forkortelsem gr.
Hvor kan du bruge PLN?
Den polske zloty benyttes kun som officiel valuta i Polen. Der er desuden ikke nogen andre lande, der benytter PLN på officiel eller uofficiel basis.
Bemærk venligst at Polen er medlem af EU. Derfor kan det ske senere, at den polske zloty bliver udskiftet med euro. Dog virker dette rimelig usandsynligt, da det polske folk er meget glade for deres valuta. Derfor vil de ikke gerne udskifte den indenfor nærmeste fremtid. Hele 60% af Polens folk er fuldstændigt imod at udskifte PLN til EUR.
Polen er dog stadig omringet af lande, som benytter EUR. Tyskland mod vest og Litauen mod nord bruger begge euro. Ligesom med andre EU-medlemmer, der ikke benytter euro, er det derfor muligt at finde steder i større, polske byer, hvor man kan betale med euro.
Hvor populær er PLN?
Selvom PLN ikke figurerer synderligt højt på det internationale marked, er det den mest handlede valuta i Centraleuropa. Som sådan kan den polske zloty godt anses for at være en populær valuta. Desuden har den nyligst indtaget en flot 22. plads på listen over mest handlede valutaer på verdensplan.
Noget af denne popularitet kan sikkert skyldes den gode stabilitet, som den polske zloty har udvist. Udover en redenominering i de tidlige 1990ere grundet inflation, har PLN ligget som en af de mest stabile valutaer indenfor de sidste 30 år.
I forhold til turisme og indrejse ligger Polen hverken højt eller lavt på ranglisten. Polen oplever selvfølgelig noget turisme, men det er ikke en af deres største indkomstkilder. Derfor er PLN heller ikke hverken højt eller lavt rangeret i forhold til køb af valuta i forbindelse med indrejse til landet.
Fakta om PLN
Den polske zloty er yderst inspireret af Polens nabolande. ”Zloty” betyder ”guldstykke” på polsk, men faktisk stammer ordet ikke blot fra guld, men fra den hollandske gylden. Den forhenværende møntenhed, polsk grosz, var inspireret af den østrigske møntenhed kaldet groschen. Den østrigske groschen var en sølvmønt. På denne måde fik Polen altså både en guldmønt og en sølvmønt.
Polen har teknisk set haft to forskellige zloty. Helt tilbage i det 18. århundrede blev Polen opdelt mellem nabostaterne, og i over 100 år eksisterede Polen slet ikke som selvstændig stat. Efter Polen blev genetableret i 1918 havde de kortvarigt mark, som deres nabo, Tyskland. Den polske mark blev ramt af en forfærdelig hyperinflation i 1920erne, og efterfølgende blev den anden zloty indført.